IGF lægger stor vægt på at samarbejde med kompetente, stærke og specielt pålidelige partnere i de lokalområder, hvor vi arbejder, da det er disse lokale partnere, der har ansvaret for den daglige ledelse af projekterne. Det er meget vigtigt med en solid lokal forankring af projekterne gennem vores lokale partnere for at sikre bæredygtighed på sigt.
Vores vigtigste samarbejdspartner i Indien er den lokale NGO Joygopalpur Gram Vikash Kendra.
Joygopalpur Gram Vikash Kendra (JGVK)
JGVK er en indisk organisation, som siden 1996 har arbejdet på landsbyniveau i distrikterne South 24-Paraganas, North 24-Paraganas og Birbhum i Westbengalen samt i Orissa. JGVK er grundlagt af én der er opvokset i Sunderbans – Biswajit Mahakur. Organisationen har organiseret mere end 25.000 kvinder og deres familier i 2500 selvhjælpsgrupper i området. JGVK’s mission er at forbedre livskvaliteten gennem fødevaresikkerhed og socialsikkerhed med kapacitetsopbygning af civilsamfundet i projektområderne som et vigtigt mål.
Vores partner har sin egen hjemmeside: www.jgvksunderban.org
Andre samarbejdspartnere
I forbindelse med projekterne samarbejder JGVK med en lang række mindre organisationer (CSO’er og CBO’er) i lokalområdet. Udover vores primære lokale partnere samarbejder IGF også med andre faglige institutioner i Indien og Bangladesh.